BØRNEUNDERSØGELSER OG -VACCINATION

Der sker intet ved at en børneundersøgelse foretages lidt før tid eller lidt forsinket, så bliv ikke stresset, hvis næste ledige tid er om flere uger, eller hvis I må udskyde undersøgelsen pga. almindelig sygdom hos barn eller forælder (eller læge).

Man vaccinerer ikke børn med feber da vaccinen da virker dårligere samt af hensyn til barnets almentilstand.

Program for børneundersøgelser og – vaccinationer

Hvornår? Hvad Læge eller sygeplejerske
5 uger Børneundersøgelse Læge
3 måneder Vaccination DiTeKiPolHib og pneumokok Sygeplejerske
5 måneder Børneundersøgelse + vaccination DiTeKiPolHib og pneumokok Læge
1 år Børneundersøgelse + vaccination DiTeKiPolHib og pneumokok Læge
15 måneder Vaccination MFR Sygeplejerske
2 år Børneundersøgelse Læge
3 år Børneundersøgelse Læge
4 år Børneundersøgelse + vaccination MFR Læge
5 år Børneundersøgelse + vaccination DiTeKiPol Læge
12 år Vaccination HPV Sygeplejerske

Der kan efter alle vaccinationer være feber og utilpashed, normalt fra 6-36 timer efter. Der er ingen særlige forholdsregler i den anledning, man skal observere barnet, specielt i forhold til god kontakt, god vejrtrækning og almentilstand. Er disse ting ikke i orden eller er man i tvivl skal man naturligvis kontakte lægen.

Følger et barn det danske vaccinationsprogram, er barnet godt beskyttet mod disse de ti sygdomme:

  1. Difteri, der bl.a. kan give alvorlig og livstruende halsbetændelse.

  2. Stivkrampe (tetanus), der kan fås efter sårinfektion og resultere i en livstruende krampetilstand.

  3. Kighoste (pertussis), der kan være alvorlig især hos helt små børn.

  4. Polio, der kan medføre blivende lammelser.

  5. Hib-infektion (Hæmophilus influenzae type b), der kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller strubelågsbetændelse.

  6. Pneumokoksygdom (forårsaget af visse pneumokoktyper), der kan medføre blodforgiftning og meningitis.

  7. Mæslinger (morbilli), der giver høj feber, hoste, forkølelse, øjenirritation og udslæt samt risiko for alvorlige komplikationer, fx lunge- eller hjernebetændelse.

  8. Fåresyge (parotitis epidemica), der giver hævede spytkirtler og let feber og kan medføre meningitis (hjernehindebetændelse) eller testikelbetændelse samt varige mén.

  9. Røde hunde (rubella), der giver let feber, hævede kirtler og udslæt. Smitte af gravide inden for de første tre måneder af graviditeten kan medføre abort eller fosterskader.

  10. Livmoderhalskræft og analkræft (Human papillomavirus-infektion, HPV). HPV-infektioner forekommer i over 100 forskellige undertyper. Nogle af disse typer forårsager vorter, andre typer forårsager kønsvorter (kondylomer), og visse kræftfremkaldende typer er årsag til livmoderhalskræft og analkræft.