HPV-VACCINATION

Vaccination mod Human Papilloma Virus (HPV-vaccination) har været en del af det danske børnevaccinationsprogram siden 1. januar 2009.

Tilbuddet gælder for piger på 12-17 år og for drenge, der er fyldt 12 år den 1. juli 2019 eller senere. Tilbuddet til drenge trådte i kraft den 1. september 2019.

Per 1. februar 2020 er et midlertidigt HPV catch-up-vaccinationsprogram desuden trådt i kraft. Tilbuddet gælder drenge født i 2006 og første halvdel af 2007 og unge mænd i alderen 18-25 år, der er tiltrukket af mænd. Dette tilbud slutter 31. december 2021.

HPV står for Human Papilloma Virus. Der findes mere end 100 HPV-typer – heraf er cirka 15 kræftfremkaldende. Den HPV-vaccine, som anvendes i børnevaccinationsprogrammet beskytter mod syv typer HPV (16, 18, 31, 33, 45, 52 og 58), som er ansvarlig for op mod 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Risikoen for at få livmoderhalskræft forventes således at falde med cirka 90 % efter vaccination. HPV-infektioner er også ansvarlige for en andel af nogle mere sjældne kræftformer, fx kræft ved endetarmsåbningen (analkræft), kræft i skeden (vaginalkræft), kræft i de udvendige kvindelige kønsorganer (vulvakræft) og vaccinen yder derfor delvis beskyttelse herfor. Vaccinen beskytter ydermere mod to typer af HPV (6 og 11) som er ansvarlig for op mod 90% af kondylomer. Peniskræft og mund- og svælgkræft kan også forårsages af HPV-infektion. Der foreligger ikke tilstrækkelig dokumentation for at vaccinerne også forebygger disse kræftformer. Et studie fra 2020 viser, at vaccinen beskytter mod alvorlige celleforandringer forårsaget af HPV typerne 16 og 18 i >12 år, og de vaccineredes antistofrespons indikerer ikke et behov for booster vaccination.

Vaccination før seksuel debut

HPV smitter ved sex, og brug af kondom er ikke en effektiv beskyttelse mod smitte med HPV. Den største effekt af HPV-vaccination opnås inden, at man bliver smittet, hvilket vil sige før den seksuelle debut. Det er derfor, at HPV-vaccination er målrettet de 12-årige.

HPV-vaccinen er alene til forebyggelse og har ikke effekt på aktive HPV-infektioner eller eksisterende kræftsygdom. Også af den grund er det bedst at blive vaccineret, før man begynder at have sex. 

HPV-vaccinen i det danske børnevaccinationsprogram

Vaccinen i det danske børnevaccinationsprogram har varieret: fra januar 2009 til februar 2016 anvendtes den 4-valente Gardasil®, fra februar 2016 til 1. november 2017 anvendtes Cervarix® og fra den 1. november 2017 og frem anvendes Gardasil®9. Hvilken vaccine, der indgår afgøres via et udbud.

Børn, der er under 15 år ved første vaccination skal have to doser Gardasil®9. Minimumsintervallet mellem de to doser er fem måneder, og vaccinationsserien skal være færdiggjort inden for 13 måneder. Såfremt disse intervaller ikke overholdes, skal der gives i alt tre doser. Minimumsintervallet mellem anden og tredje dosis er i så fald tre måneder.

Børn der er 15 år og derover ved første vaccination skal have tre doser i måned 0, 2 og 6. Minimumsinterval mellem 1. og 2. vaccine er én måned og mellem 2. og 3. vaccine tre måneder. Alle tre vacciner skal så vidt muligt gives inden for ét år. Hvis der går længere tid end anbefalet skal man have næste vaccine hurtigst muligt. Der begyndes aldrig forfra.

HPV catch-up vaccinationsprogrammer

Tilbuddet gælder drenge født i perioden 2006 – 30. juni 2007. Dette midlertidige tilbud gælder til 31. december 2021 og supplerer det generelle og permanente HPV-vaccinationsprogram, som gælder for drenge der er født den 1. juli 2007 eller senere.

Tilbuddet gælder også unge mænd, som er tiltrukket af mænd, og som er fyldt 18 år 1. januar 2020 eller senere, men ikke fyldt 26 år før 1. januar 2020. Dvs. mænd der er født i perioden 1. januar 1994-31. december 2003. Tilbuddet frafalder når personen fylder 26 år. Se bekendtgørelse nr. 50 af 22. januar 2020 om midlertidig gratis vaccination mod analkræft (HPV) til unge mænd, der er tiltrukket af mænd.