GRATIS KIGHOSTEVACCINATION TIL GRAVIDE I 3. TRIMESTER

På baggrund af kighosteepidemien 2019/2020, besluttede sundheds- og ældreministeren i efteråret 2019 at indføre et midlertidigt tilbud om gratis vaccination mod kighoste til gravide i 3. trimester.

Tilbuddet blev indført den 1. november 2019 og løb i første omgang indtil den 31. januar 2020. Dette tilbud er blevet forlænget flere gange og er nu gældende til 1. marts 2022. Kighostevaccination i graviditeten er sikker for både mor og barn, og medfører god beskyttelse af barnet mod kighoste i månederne efter fødslen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide i 3. trimester bliver vaccineret mod kighoste. 3. trimester omfatter perioden fra begyndelsen af 29. graviditetsuge til fulde 40 uger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide vaccineres mod kighoste i forbindelse med den 3. rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge, der er placeret omkring fulde 32 uger.

Gravide med mindre end én uge til forventet fødsel anbefales ikke vaccineret, da der ikke forventes forebyggende effekt for det nyfødte barn. Gravide, der venter tvillinger eller trillinger, samt andre gravide med risiko for at føde for tidligt, anbefales at drøfte kighostevaccination med den fødeafdeling, hvor de følges.

De fleste børn under 6-månedersalderen får brug for indlæggelse, hvis de får kighoste, men det er heldigvis sjældent, at der opstår alvorlige komplikationer og endnu sjældnere, at der optræder dødsfald.

Formålet med kighostevaccination i graviditeten er at beskytte nyfødte børn i de første levemåneder, før barnet selv kan blive vaccineret, og dermed forebygge indlæggelse af barnet.

Bivirkninger:

De mest almindelige bivirkninger er forbigående kløe, rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet samt feber. Disse reaktioner opstår som regel inden for 48 timer efter vaccination.