PNEUMOKOKVACCINATION

Pneumokokker er en gruppe bakterier, der bl.a. kan give lungebetændelse. Man kan blive vaccineret mod pneumokokker, og det er gratis for en række risikogrupper og borgere over 65 år.

Hvad er pneumokokvaccination?

Pneumokokker er en gruppe bakterier, som bl.a. kan give lungebetændelse. En pneumokokvaccination beskytter mod lungebetændelse forårsaget af pneumokokbakterien og nedsætter risikoen for komplikationer ved lungebetændelse såsom meningitis og blodforgiftning.
Der findes to typer vacciner mod lungebetændelse. Den type, der tilbydes gratis i klinikken til målgrupperne nævnt nedenfor kaldes PPV23. Den beskytter mod 23 forskellige typer pneumokokbakterier. De mest almindelige bivirkninger ved denne type vaccine er rødme, hævelse og ømhed der, hvor man er blevet stukket.

Den anden type (PCV13) beskytter mod 13 typer af pneumokokker og virker på en anden måde. Visse risikogrupper kan have gavn af at få begge typer vaccine, fordi de risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet. PCV13-vaccinen er ikke gratis, men særlige risikogrupper kan få et tilskud til betalingen. 

Hvem kan blive vaccineret gratis med PPV23?

Alle, der er fyldt 65 år, er berettiget til at blive vaccineret gratis.

Borgere under 65, der tilhører en særlig risikogruppe for alvorlig pneumokoksygdom, kan også blive vaccineret gratis. Det gælder blandt andet borgere med nedsat immunforsvar samt en række kroniske sygdomme i hjerte, lunger, lever og nyrer. Se den fulde liste over risikogrupper på ssi.dk/vaccinationer/risikogrupper/invasiv-pneumokoksygdom.

Hvor ofte skal man vaccineres?

Som udgangspunkt kan du blive vaccineret mod pneumokokkker hvert 6. år. Det er dog individuelt, nøjagtig hvor længe vaccinen beskytter.

Prisen for patienter der ikke er i målgruppen for gratis vaccination?

Vaccinationen koster her i klinikken 350,00 kr

OBS! Betaling skal ske i forbindelse med konsultationen. Vi gør opmærksom på at der ikke længere kan betales med Betalingskort og/eller Mobilepay i klinikken. Tag derfor kontanter med.